onsdag den 31. maj 2017

Undskyld fra mig til mig #3

Det var midt om dagen vinter
Og det var mærkeligt at du ikke kom
Jeg havde bagt kanelsnegle til os og jeg havde ryddet op
Da jeg senere fejede stalden lå der sommerfuglevinger på gulvet, en enkelt sad fast på væggen, og jeg vidste at der var noget smukt i mig, der var i gang med at smuldre
Det var første gang jeg hadede dig uden at græde
måske første gang jeg hadede dig fordi jeg havde brug for dig

og jeg stolede på dig, og du var min bedste ven, og du blev væk

Undskyld fra mig til mig #2

Jeg fornemmer at livet ser roligt ud nu
Det er mildt, men friskt
Diset
Jeg ved stadig ikke noget om i morgen
Hvilket på sin vis er en tryghed i sig selv
Der var tidspunkter, hvor jeg skred fra taget i sommerhuset fordi der var glat
fordi vi hjalp far med at fjerne blade
eller hive fiskenettet op på båden
og engang sad der en ugle fast
En morgen ligeså hvid som denne hang den bare der, som en stor forhutlet fisk
Og far skar nettet op, satte fuglen i et træ og ordnede hullet igen
Det var en rolig dag
Minder der spændes ud mellem stammerne og hænger som små stykker tang
Et krabbeben eller en tørret fiskefinne
Jeg har haft lyst til at ordne mit liv
Skære nogle oplevelser ud og efterlade nettet hullet
men sådan har jeg det ikke lige nu
;som et menneske der er sygt, men intet fejler
som et menneske med 2 hjerter eller en stor forhutlet fisk

Undskyld fra mig til mig #1

Jeg cykler på en cykel med støttehjul, men kommer ingen vejne -
mine forældre går foran mig.
Jeg kalder forvirret på dem.
Vinden blæser de der gennemsigtige frøkapsler omkring og forbi mig.
Jeg ved ikke, at jeg har kørt det ene støttehjul op på fortovet, og at baghjulet ikke rør jorden.
Jeg tramper alt hvad jeg kan.
De har sat støttehjulene på for at hjælpe, men har glemt at fortælle hvordan de fungerer.
Det er ligesom, at tale med én der har glemt at du ikke har samme perspektiv.
Ligesom at tage undertøjet af, men ønske, at det klistrede til dig for evigt.
Ligesom at skurer huden af, men det er ikke din hud.
Ikke mere.
Ligesom at forsøge, at fortælle én noget, men der kommer ikke et ord ud.
;At hoppe på trampolin og de pludselig peger på din krop og du er ikke et barn længere.
Ikke i deres øjne.
Jeg får lyst til at rive mine lår.
Aldrig har jeg indeholdt så lidt, men fyldt så meget.
Og i desperation slår du din bedsteveninde i maven eller også gør jeg.
Måske skærer hun også sig selv for at give smerte et holdepunkt.
Et trygt sted, hvor den kan sidde og være og mærkes.
Ikke indeni, hvor den ramler mod de vægge, der snart ikke kan stå opret meget længere.
Det indre, der som så meget andet, føles som at cykle og cykle og på trods af de støttehjul de tror der hjælper dig, så gør de intet andet end at holde dig lige dér, hvor frustrationen er størst og hjælpen er mindst. 

mandag den 30. januar 2017

I MIT HUS

Vi fik andebryster og svampe til middag

og der blev sagt, de burde sættes i en vogn og pløkkes ned og køres tilbage hvor de kom fra

som om deres gravpladser ikke allerede var fyldt op

Jeg blev aktieindehaver af had

og jeg trak vejret overfladisk som om det hver dag kunne blive mig der sad klemt mellem to bange mennesker med min fars jagtgevær mod brystet

Jeg blev andelshaver af frygt

Nogle dage hviskede jeg hårde ord og klemte mine arme

og der blev spurgt, hvad sagde du?

Der blev bedt om undskyldninger, du skal kraftædemig snakke ordentligt i mit hus






Faste læsere