onsdag den 31. maj 2017

Undskyld fra mig til mig #1

Jeg cykler på en cykel med støttehjul, men kommer ingen vejne -
mine forældre går foran mig.
Jeg kalder forvirret på dem.
Vinden blæser de der gennemsigtige frøkapsler omkring og forbi mig.
Jeg ved ikke, at jeg har kørt det ene støttehjul op på fortovet, og at baghjulet ikke rør jorden.
Jeg tramper alt hvad jeg kan.
De har sat støttehjulene på for at hjælpe, men har glemt at fortælle hvordan de fungerer.
Det er ligesom, at tale med én der har glemt at du ikke har samme perspektiv.
Ligesom at tage undertøjet af, men ønske, at det klistrede til dig for evigt.
Ligesom at skurer huden af, men det er ikke din hud.
Ikke mere.
Ligesom at forsøge, at fortælle én noget, men der kommer ikke et ord ud.
;At hoppe på trampolin og de pludselig peger på din krop og du er ikke et barn længere.
Ikke i deres øjne.
Jeg får lyst til at rive mine lår.
Aldrig har jeg indeholdt så lidt, men fyldt så meget.
Og i desperation slår du din bedsteveninde i maven eller også gør jeg.
Måske skærer hun også sig selv for at give smerte et holdepunkt.
Et trygt sted, hvor den kan sidde og være og mærkes.
Ikke indeni, hvor den ramler mod de vægge, der snart ikke kan stå opret meget længere.
Det indre, der som så meget andet, føles som at cykle og cykle og på trods af de støttehjul de tror der hjælper dig, så gør de intet andet end at holde dig lige dér, hvor frustrationen er størst og hjælpen er mindst. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Faste læsere